Maybe it is just the time of year

Sangen for denne gang, må siges at ha været temaet for min sidste uge i københavn, på mere end en måde
http://www.youtube.com/watch?v=MRsd3W8pS64

Jeg havde egentlig tænkt mig kun at blogge når jeg var i Skagen, men jeg er restløs kl er halv 4 om natten og der er intet der tyder på jeg kommer til at sove foreløbigt. Jeg burde egentlig være træt, stod op kl lidt i seks og har så ellers være på
farten hele dagen, men den ro og træthed jeg burde

føle er endnu ikke indtruffet. SÅ nu vil jeg bruge de små timer på at skrive lidt, i stedet for at se south park på nettet.

Jeg har været på øen siden sidste lørdag og fra det øjeblik jeg satte mine ben på istedgade til nu har der været run på. Hvilket egentlig har været meget dejligt som kontrast til Skagen, men også bekræftet mig i at jeg skal tage det med ro når jeg kommer rigtigt tilbage til Kbh igen.

Den sidste uge har jeg fotograferet for et projekt som hedder missing voices, virkelig spændene og meget anderledes

http://www.youtube.com/watch?v=VOesJzV7EAI / http://www.missingvoices.dk/

Men det har i høj grad også været en uge hvor jeg har været nødsaget til at tage stilling til nogle mindre behalige ting og endnu engang er jeg

blevet mindet om at det eneste vi ved vi har, er idag og alt andet er uvist.
Hvor vigtigt det

er man er tilstede i sit eget liv, virkelig til stede, for i morgen kan bringe
noget man aldrig havde set komme, så vel godt som dårligt.
Jeg bliver måske nok lige lovligt

lommefilosofisk/små patetisk, men selvom det er små'
plat, er det jo nettop tit

i det enkelt man finder det store og pejlemærkerne for
hvordan helvede det nu lige er man kommer fra A-B som et bare nogenlunde helt menneske.
Hvordan man udvikles uden at miste sig selv på vejen der hen.
Hele dagen idag har jeg hørt Eva Cassidys cover af Jonie Mitchells fantastisk sang
woodstock (køb hendes version i itunes nu!!). Særligt slutningen af første vers og 2 vers
syntes jeg er helt fuldstændigt fantastisk.
Jeg kan ikke helt finde ud af hvad det er ved teksten der fanger mig så meget, for faktisk er
den meget banal, men jeg har hørt den ihvertfald 15 gange idag og den kører stadigvvæk.
Bla i andet vers hvor hun synger

'maybe it is just the time of year
Or maybe

its the time (kind) of man

I dont know who l am

But you know life is for learning'

bliver jeg helt blød i mine knæ.
Jeg tror måske jeg er faldet helt for den her sang fordi dens beskrivelse af frihed og
melankoli er helt igennem fantastisk. Igen det der med det stor i det små.
Såå ikke flere store tænke tanker fra

min side idag.
Jeg tror jeg vil slutte af og håber ikke det har været alt for tungt og rodet. Jeg kan også mærke
søvnen er begyndt at sætte sig i mine øjne og på min hjerne, så det er nok bedst jeg stopper
nu.

De billeder jeg har lagt med i dag er fra kbh, bla fra en super dejlig weekend, med gode menneskerog fødselsdags fest for staden og lidt andet hist og pist.
Ole luk øje er netop kommet og har slået mig

ned med en fårehammer, ill see you when i get
there (if I get there).XXX Maya Liv